
Et nyt år.. og så er der allerede nye opgaver klar. En del er kendte, men der er også nye tiltag, som du helt sikkert vil komme til at bruge tid på. Her skal jeg blot omtale to aktuelle emner.
EU har valgt at året 2011 skal være ”Frivillighedsår”. Det passer fint ind i regeringens tidligere udmeldinger. I eftersommeren kom socialminister Benedicte Kjær med ønsker om, at vi alle skal udføre mere frivilligt arbejde, primært af social karakter.
At det så efterfølgende kommer til at passe ind i forhold til kommunale budgetter, som jo ikke har deres storhedstid i 2011, kan give mening. Ifølge EU’s formål er det hensigten:
- at give de frivillige bedre betingelser – flere skal tilskyndes til at engagere sig aktivt i samfundet.
- at styrke de frivillige organisationer – det skal være lettere at være frivillig, og organisationerne skal samarbejde mere med andre sektorer.
- at anerkende og belønne frivillige aktiviteter – folk skal motiveres til at lave frivilligt arbejde, bl.a. ved at få større anerkendelse for de kompetencer, de oparbejder gennem deres indsats.
- at slå til lyd for værdien af frivilligt arbejde – bevidstheden om værdien og betydningen af frivilligt arbejde skal styrkes.
Det tror jeg ikke der er mange, der vil være uenige i, for alle skal behandles med respekt og værdsættes for deres arbejde, men …… når jeg samtidig vurderer de besparelser, der p.t. pågår bl.a. på social- og ældreområdet, skal vi passe på, at der ikke er nogen, der forledes til at tro, at frivillige kan klare alt. Det vil bestemt ikke være til gavn for den frivillige. Man kunne også få den tanke, at det drejer sig om at ”lukke huller” ved brug af de frivillige. Det er nemt at falde for fristelsen, men af hensyn til både brugerne og bestemt også de frivillige, skal man tænke over, hvor de kan anvendes, hvis deres indsats skal være til gavn for alle parter.
Et andet aktuelt emne, er den kommende ældrekommission. Finanslovsforliget for 2011 indeholder aftale om, at der skal nedsættes en ny ældrekommission. Sidst vi havde en sådan var i starten af 1980’erne. Der fremkom dengang en del idéer, og der er også sket en del i forhold til de hensigter, som kommissionen dengang fremkom med, så ingen tvivl om, at det også denne gang skal blive spændende at følge den nye kommissions arbejde, og ikke mindst er det spændende at se sammensætningen.
Som der står i forligsteksten er formålet:
”at der nedsættes en kommission, som skal undersøge, hvordan man på plejehjem og i plejeboliger kan understøtte de ældres livskvalitet og selvbestemmelse.
Socialministeren udpeger efter aftale med forligspartierne en formand for kommissionen med praktisk erfaring fra ledelse af plejeboliger eller plejehjem samt kommissionens øvrige medlemmer.
Kommissionen afrapporterer i efteråret 2011.”
Så mon ikke der bliver nok at tage sig til i 2011.
Godt Nytår og god arbejdslyst!
Ole Mørk Nielsen, LEDERFORUM nr. 1/2011
| LEDERFORUM Bredballe Byvej 63 7120 Vejle Ø | T. 7581 4088 F. 7581 4605 |
Copyright © LEDERFORUM 2010
Indholdet på dette site må kun gengives med kildeangivelse og link